Gode råd om konkurrenceret / DOs & DON'Ts

 

Sørg altid for at jeres forretningsbeslutninger, herunder prisfastsættelse, træffes uafhængigt af konkurrenterne.

Sørg altid for at beslutninger vedr. valg eller fravalg af leverandører eller kunder er baseret på egne kommercielle overvejelser.

Forstå at du ikke er beskyttet mod en anklage for overtrædelse af konkurrenceregler, selvom du ikke aktivt har deltaget i overtrædelsen – den blotte tilstedeværelse er tilstrækkeligt grundlag for en anklage.

Sørg altid for at der er udsendt en godkendt dagsorden for møder, hvori der deltager konkurrenter, og sørg for at der tages referat af mødet.

Sig fra hvis der under et møde tales om priser, kunder, kapacitet, omkostninger eller andre følsomme oplysninger. Forlad mødet hvis det fortsætter, og sørg for at det bliver ført til referat, at du har forladt mødet.

Sørg altid for at sige udtrykkeligt fra i alle tilfælde hvor en konkurrent foreslår tiltag, der indebærer en overtrædelse af konkurrencereglerne, og sørg for at det efterfølgende kan dokumenteres. Det er således ikke tilstrækkeligt at forholde sig passiv.

Drøft gerne ny lovgivning og de mulige implikationer heraf, men undlad at gå i detaljer med, hvordan lovændringerne konkret vil påvirke jeres egne forretningsvilkår.

Drøft gerne anbefalinger vedr. opfyldelse af fastsatte standarder og/eller specifikationer, men sørg altid for at det er frivilligt, hvordan virksomheden vil gennemføre og/eller opfylde disse.

Sørg altid for at notere kilden til informationer om konkurrenter.

Sørg for at opbevare kopi af mødereferater og andet materiale, som er udvekslet på møder, hvori konkurrenter har deltaget.

Drøft aldrig priser, rabatter, prisforslag eller andre forretningsbetingelser med konkurrenten – det kan næsten aldrig forklares på en måde, som vil blive accepteret af konkurrencemyndighederne.

Udveksl ikke markedsinformation om priser, kunder, kapacitet, omkostninger eller oplysninger om kommende forretningstiltag eller strategiske overvejelser direkte med konkurrenter.

Deltag ikke i møder med konkurrerende virksomheder, medmindre der foreligger en godkendt dagsorden for det pågældende møde.

Undlad at diskutere emner der ikke er på dagsordenen, medmindre det er åbenbart, at emnet falder inden for rammerne af, hvad der lovligt kan diskuteres, og deltag ikke i uformelle eller ”off-the-record” drøftelser med konkurrenterne.

Undlad at diskutere eller på anden vis søge at opnå en forståelse med konkurrenterne om at fordele markeder eller kunder – det er et strategisk valg for den enkelte virksomhed, om det kan svare sig at gå ind på konkurrentens marked eller følge visse kunder.

Undlad på samme vis at diskutere eller søge at opnå en forståelse med konkurrenter om en begrænsning af produktionen eller fastsættelse af salgskvoter.

Deltag aldrig i en forudgående koordinering af tilbud og udveksl ikke information om tilbud med konkurrenter – selv løse drøftelser om grundlaget for et tilbud kan være tilstrækkeligt grundlag for en anklage om en alvorlig overtrædelse af konkurrencereglerne.

Undlad at diskutere eller opnå forståelse med konkurrenter om boykot eller gennemførelse af lignende sanktioner over for leverandører, distributører eller kunder.

Antag ikke uden videre, at en bestemt praksis eller adfærd nødvendigvis er lovlig, blot fordi andre har fulgt denne adfærd eller praksis tidligere.

Forsøg ikke at skjule konkurrenceretlige overtrædelser. Få afdækket evt. overtrædelser internt på et så tidligt tidspunkt som muligt.